Da drengedrømmen gik i opfyldelse

Da drengedrømmen gik i opfyldelse

To unge SISU-spillere fik en eventyrlig oplevelse da de for nylig var i New York og ikke alene kom ind at se en NBA-kamp, men også blev inviteret hjem til en af Knicks-stjernerne.

Tekst: Katrine Weikop, Foto: Michaela Strautins

Når man er 12 år og elsker basketball er det en stor oplevelse at komme til New York. Det kan Jonathan Hyldahl og Rasmus Strautins, der begge spiller i SISU, godt skrive under på. De var for nylig i New York med deres mødre for blandt andet at besøge Jonathans halvsøster, der bor og studerer i byen. Hun har en veninde der er kæreste med Lance Thomas, en af spillerne på NBA-holdet New York Knicks. Det var temmelig heldigt for Jonathan og Rasmus, for efter et par dage i NY fik de to basketball-fans sig lidt af en overraskelse. ”Vi var lige kommet hjem i vores lejlighed da min mor fik en sms, hvor der stod, at vi skulle ind og se kampen mellem New York Knicks og Brooklyn Nets. Vi blev helt vildt glade og løb rundt i lejligheden”, fortæller Jonathan, der i årevis har drømt om at komme ind at se en NBA-kamp.

Kampen levede op til alle forventninger og lidt til. ”Vi kørte sammen med Lance Thomas kæreste, Anna, ud til Brooklyn og blev hentet af hendes privatchauffør – Lance var allerede derude for at varme op”, fortæller drengene, der nu er på fornavn med den store stjerne. Kampen skulle spilles på Brooklyn Nets hjemmebane, Barclay Center, der har plads til ca. 18.000 tilskuere. ”Vi havde fået pladser på 18. række og det var noget helt andet end at se det på en skærm, hvor tilskuerne virker lidt kedelige. Når man er der i virkeligheden er der helt vildt gang i publikum, og hver gang der sker den mindste lille ting på banen så råber de og jubler og alt muligt”, fortsætter Jonathan, der har set rigtig mange NBA-kampe i fjernsynet og kender alle spillernes navne.

Til drengene begejstring sluttede kampen med en sejr til New York Knicks, og derefter ventede endnu en overraskelse. ”Vi troede bare vi skulle hjem, men så fik vi lov til at komme med til post-game-visiting – det er hvor familie og venner kan hilse på spillerne efter kampen og der fik vi så også lov til at være med”, forklarer Jonathan. Her mødte de flere af de andre Knicks-spillere, der gav sig tid til at snakke med drengene og stillede op til foto. ”Der var endda en af dem, der spurgte om han også måtte tage et billede af os”, fortæller drengene, der er tydeligt benovede over mødet med de på alle måder store spillere.

På besøg hos stjernen

Da alle begivenhederne på stadion var ved at være slut, fortsatte eventyret for de to drenge. Sammen med Lance Thomas kørte de, igen med privatchauffør, til hans hjem i SOHO. ”Han boede i en kæmpestor lejlighed på tre etager, det var vild luksus”, fortæller Jonathan og suppleres ivrigt af Rasmus:  ”Lance var vildt sød og vi talte sammen og var også ude at gå en tur sammen med ham og hans hund”. ”Men han var selvfølgelig også meget træt efter kampen, og havde vist fået en skade i foden”, tilføjer Jonathan, måske som forklaring på, at de ikke så meget senere blev sendt hjem til deres mødre, der ventede spændt på at høre om drengenes oplevelser.

For begge drenge har oplevelsen været helt eventyrlig og den har givet næring til drømmen om selv at blive en stor basketballspiller. ”Det var helt klart en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv”, fortæller Rasmus og tilføjer: ”Den har på en måde givet mig mere selvtillid og jeg har fået endnu mere lyst til at spille”. Jonathan er helt enig: ”Jeg har virkelig fået lyst til selv at spille NBA engang” siger han drømmende. ”Men min mor siger, at jeg skal være læge”, tilføjer han med et lille smil mens han rejser sig for at finde den afskedsgave frem som han fik af Lance Thomas: En kæmpestor t-shirt med alle Knicks-spillernes underskrifter. Der går nogle år før han kan passe den, men drømmen om at fylde den ud, både fysisk og sportsligt er bestemt ikke blevet mindre efter drengenes store oplevelse i NY.

_______________

Foto nr 1:  ”Jonathan fik en t-shirt med alle Knisks-spillernes underskrifter af Lance Thomas som afskedsgave”.

Foto nr 2:  ”Jonathan og Rasmus sammen med deres nye ven, superstjernen Lance Thomas, der spiller for New York Knicks”.

Foto nr 3:: Rasmus og Jonathan til NBA-kamp i Barclay Center. Drengene spiller i SISU og drømmer om en dag selv at spille i NBA.

By | 2017-01-31T13:39:19+00:00 november 20th, 2016|SISU News|