Damerne i Lund

At der var nogen der ville tage to (2!) portioner havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve...

Måske snyder overskriften en smule, men det er forhåbentlig kun et spørgsmål om at vente nogle år med at læse videre. Hvis I ikke kan vente, må I selv forestille jer et ”junior” foran, og evt. et ”årg. 95” efterfølgende.

 

Nyt årti men samme dato, -6 grader samt uden holdledere, tog vi endnu engang af sted med tog fra Hellerup. Det vil sige damerne tog selv af sted, og den magelige træner tog bilen (den endnu mere magelige assisterende træner tog en ekstra nat i sin egen seng). Efter en lille køretur, var der samling igen i Lund og indkvartering på gode gamle Katedralskolan.

 

Allerede på Katedralskolan kom første positive overraskelse. Uden holdledere er det i stor grad op til damerne, at være voksne nok til at tage ansvaret for sig selv, hinanden og dermed hele holdet. Således var det også op til dem selv, hvornår der skulle være ro på værelset. Et yderste fornuftigt tidspunkt var allerede blevet aftalt af dem selv, og en yderste forundret træner tænkte tilbage på tidligere års kampe – havde vi dog blot droppet de holdledere noget tidligere.

 

Næste opgave holdet selv skulle løse, var dels at hente morgenmad (frokost var første officielle måltid) og dels selv at nå frem til ”mad skolen”.  Træneren havde blot efterladt dem med informationer om et mødetidspunkt, for selv at tage ud og se på et par puljemodstandere.

 

Næste positive overraskelse kom på ”mad skolen”. Ikke at de kunne finde det og at de var der til tiden, det havde jeg ikke troet anderledes, men at der var nogen der ville tage to (2!) portioner havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve. De forkælede m..unger der for to år siden troede de skulle dø, fordi de skulle spise mad der ikke kom fra forældrenes køkken. Selvsamme m..unger (i mindre grad) der sidste år forstod, at man ikke højlydt behøver at give udtryk for synspunkter som  ”maden er ulækker”, ”den lugter helt vildt dårlig” og ”synes I ikke også det er kvalmende”. Selvsamme piger var blevet til fornuftige unge damer, der godt kunne nyde et måltid, som var simpelt og ernærende og ikke optaget i Michelin Guiden – ja det det var lige før der kom en tåre.

 

Game time

Som tidligere havde vi valgt at stille op i to årgange - U15 der er for 95’ere og U16 der i princippet er for 94’ere. Første kamp var i U16 mod Karlstad.

Ikke en køn kamp, men hvad kan man forvente efter to ugers pause (seks for enkelte). Træneren mente dog ikke, at sådan en blødsøden undskyldning kunne bruges, så efter en pause med store ord, vandt vi 2. halvleg 20-4 og dermed kampen 28-11.

 

Næste kamp var i U15 mod EOS Lund. De store ord fra sidste kamp hang åbenbart stadigvæk i luften, for kampen endte 70-4. Modstanderne var måske også nogle andre, men på trods af det, var det fint at se koncentrationen omkring kampen.

 

Sidste kamp den dag var i U16 mod EOS Lund. Vi spillede en rigtig god kamp, og med under et minut tilbage var kampen næsten helt lige. Desværre var næsten ikke nok, for med to point færre end EOS, var vi nødt til at fejle, hvilket resulterede i en fire point sejr til EOS. Hvad der gjorde, at vi spillede så meget bedre end formiddagskampen, er der ikke noget sikkert svar på, men jeg kan ikke tro, at det var fordi Julie (træner – ikke Ilsby) ikke havde en USD-kamp, og dermed var med på bænken :o)

 

Skulle nogen være i tvivl, var det næsten det samme EOS-hold der var i finalen sidste år, så helt dårlige kunne de jo ikke være. Der blev godt nok talt om en guard de også havde på holdet sidste år, men Tilla sad over på grund af sygdom, så det går jeg ud fra gik lige op.

 

Kirkedag

Efter en god nats søvn havde vi vundet retten til at spille en kamp i U15 mod Göttingen kl. 9.30. Det lyder ikke så tidligt, men eftersom vi først skulle gå efter morgenmad (huskes som 30 km i sne, -40 grader og naturligvis uden sko), og vi endvidere kunne konstatere, at bussen ikke kørte så tidligt på en søndag, havde vi allieret os med Nanna, Joachim og Christian som chauffører. Planen var god lige indtil Christian ikke kunne starter sin bil med automatgear. Den stakkels mand havde overset, at bilen er id… (undskyld børne) sikret, så den ikke kan starte i gear.  Med diverse nødplaner lykkes det dog at komme frem til kampen i god tid.

 

Vi havde sidste år tabt til Göttingen i vores første puljekamp, så vi var således allerede advaret om, at det ville blive en svær kamp. Træneren var dog af den opfattelse, at det var et hold, som vi skulle og burde kunne slå. Det viste sig dog alligevel at blive en meget tæt kamp, men selv om vi gjorde et sidste desperat forsøg på at smide kampen væk, lykkes det os at vinde med hele to point.

 

Som hold så det ikke specielt imponerende ud, men heldigvis var der enkelte spillere der trådte frem i rampelyset, og gjorde det der skulle til for at vinde kampen.

 

Efter ni timers ”pause”, som var blevet brugt til at se nogle andre Sisu kampe samt et par måltider, ventede Jonstrup i U16. Inden kampen startede vidste vi, at vi ville gå videre i A-slutspil hvis vi vandt. Hvis vi vandt med under 7 ville vi blive 2’er og Jonstrup 1’er, men vandt vi derimod med over 7, var vi blevet 1’er og Jonstrup 3’er.

 

Da vi spiller i U16 for blot at få lidt flere kampe, var det dog ikke noget vi hverken tænkte eller gik højt op i. For os gik det blot ud på, at spille op til vores bedste både som enkelt person og som hold. Men er det ikke også den bedste taktik i forhold til at vinde kampe?

 

Endnu engang spillede vi en god tæt kamp i U16-rækken, man med under et minut tilbage var vi dog bagud med seks point. At hente seks point i basketball kræver dog blot to skud og noget godt forsvar. De første tre point fik vi skudt i, og efterfølgende fik vi stjålet bolden tilbage, da Jonstrup blev presset til at smide den ud over sidelinjen.  Efter en time out fik vi også en fornuftig afslutning med under 10 sekunder tilbage, men den gik desværre ikke i. Naturligvis ville vi gerne have vundet, men vi var alligevel godt tilfredse med det gode indsats.

 

Sidste kamp denne dag var i U15 mod Högsbo. En kamp der på papiret blot skulle vindes, da de havde tabt ca. dobbelt op til Göttingen. Eftersom Högsbo er et af de svenske hold ved næste Scania Cup, havde de naturligvis også nogle gode spillere og et fornuftigt hold. Vi måtte endnu engang sande, at det stadigvæk kræver en god indsats at vinde disse kampe overbevisende, for at spille pænt kunne vi på ingen måde prale af.

 

Om det er en kvalitet eller det modsatte ved jeg ikke helt, men vi havde kun én spiller der kunne score mere end en gang i kampen. Derimod havde vi mange der scorede,  og vi vandt kampen 20-16.

 

Noget var der dog at smile af, for oppe på en balkon stod der er person og filmede kampen. Hvis den kamp skal indgå i noget af vores modstanderes scouting materiale, ja så bliver de nok overrasket når de møder os.

 

Den sorte mandag

Kommunikation var dagens store emne. Både i løbet af turneringen og også i kampene herhjemme, har kommunikationen på banen desværre ikke været ligeså god, som den er når damerne taler uden for banen. Derfor delte vi holdet op i fem grupper, og hver gruppe skulle så forsøge at sætte ord på, dels hvorfor vi ikke er gode til at kommunikere, og dels hvad man kan gøre ved det.

 

Efter en god time med både gruppearbejde og diskussion i plenum, kom vi godt omkring emnet. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at al kommunikation efterfølgende er perfekt, men bedre blev det i de efterfølgende kampe. Endvidere er det naturligvis et punkt, vi vil holde fokus på i forårets kampe.

 

Vores første kamp var sent på eftermiddagen og var en kvartfinale i B-slutspillet i U16 mod Solna. Eftersom vi også senere skulle spille kvartfinale (og semifinale) i U15, og aftensmaden skulle indtages mellem kampene, havde vi delt holdet op, så der kun var syv spillere med til denne kamp. De syv spillere der var med gjorde det rigtigt flot, og endnu engang var vi blot et skud (tre point) fra at gå i overtid. Næste dag kunne vi endda konstatere, at Solna vandt B-slutspillet.

 

De spillere der havde spillet mod Solna blev kørt forbi et aftensmåltid, før de blev kørt videre til vores kvartfinale mod Oblate Dynamos Dublin. Resten havde allerede spist og var klar til en spændende og hård kamp.

 

Vores kendskab til holdet fra Dublin var selvsagt begrænset, men med lidt hjælp fra andre trænere, vidste vi, at vi skulle være forberedt på et hold der ville give sig 100 %, og som ville arbejde fysisk hårdt i tresekundersfeltet – både for at få bolden afleveret derind og for at få rebounds.

 

Efter en start hvor vi kom bagud med 4-10, fordi de (som forventet) var meget aggressive i feltet, kom vi fornuftigt ind i kampen. Vi kunne således gå til pause med resultatet 13-18.

 

Anden halvleg var nærmest det omvendte billede. Nu var det os der dominerede feltet, og specielt på forsvarsrebounds hvor vi blokkede ud og plukkede rebounds med en vinderattitude der udstrålede ”gå hjem og træn videre, for du er da vidst ikke stærk nok til at få noget som helst her”. Efter en rigtig flot anden halvleg, og en god kamp som helhed, vandt vi 34-22.

 

Årets sidste kamp i Lund (desværre) blev en semifinale mod Horsens BC. Inden kampen var vores viden igen begrænset, da vores sidste møde med Horsens er 1½ år gammelt. Vi vidste de havde nogle rigtige gode piger på holdet, som vi helt sikkert skulle have styr på, men derudover var kendskabet begrænset.

 

Efter en start hvor vi arbejdede hårdt i forsvaret men ikke var så effektive i angrebet, var vi bagud 8-15 i pausen. Vores mindre effektive angreb skyldtes nok to ting: Horsens arbejdede også hårdt i forsvaret, så der skulle arbejdes hårdt for blot at få nogle halvpressede afslutninger, og så var vi ved at være lidt trætte. Deltagelse i to rækker kræver trods alt lidt mere af den enkelte spiller.

 

Efter en time out inden for de første tre minutter af anden halvleg, så det dog ud til, at vi endnu engang skulle komme tilbage i kampen. Med ca. fem minutter tilbage, havde vi reduceret til 21-22, og Horsens tog deres time out.

 

Om det var manglede rutine eller manglende baggrundsviden vil jeg lade være usagt, men efterfølgende må jeg konstatere, at det var en trænerfejl ikke at bruge Horsens time out på at være bedre forberedt på den zone de kom tilbage i kampen med. Desværre gik mængden af fejl op i en højere enhed, da damerne begyndte at ”kigge basket”. Vi fik nogle fornuftige frie skud, men i stedet for dels at gå efter en angrebsrebound og dels få styr på den defensive transitionfase, stod vi og fulgte skuddet med øjne. Den form for basket er 100 % afhængig af om skytterne rammer hver gang, og det gjorde vi desværre ikke.

 

Det var naturligvis en meget tom følelse alle på holdet sad tilbage med efterfølgende. Skuffelsen var enorm! Der var således ingen grund til at ”tale med store ord” efter kampen. Vi havde tabt kampen, og der var naturligvis nogle ting vi skulle lære af det. I øjeblikket kunne det være meget svært at tro på men: En fiasko er en succes, hvis vi lærer af den (Malcolm S. Forbes). Således gik det ud på, at vi også skulle huske på at se fremad – lær af historien men husk det er fremtiden, man skal forberede sig til.

 

Hvad vi ikke kunne præstere den dag, kunne vores 98’ere dog. Mens vi spillede semifinale, spillede både MP 98 og MD 98 finale i deres række. Pigerne måtte kapitulere til BMS, som de dog slog i deres puljekamp, og drengene slog overbevisende Alba Berlin. To flotte resultater og et stort tillykke til dem begge.

 

Finaledagen

Desværre var finaledagen ikke for os, men heldigvis har vi flere (endda rigtig mange) gode Sisu-hold, der også gør det godt. Således var vi på plads i Idrottshallen, da Pige 97 skulle spille finale mod Högsbo kl. 8.00. Sammen med en hel del andre morgenmennesker fra Sisu, kunne vi se et pigehold, der via fantastisk spil kom stort foran. Ud over at være gode basketballmæssigt, var de også meget dygtige til at give publikum lidt spænding, for i løbet af 2. halvleg lod de Högsbo komme tættere og tættere på. Det var sikkert kun publikum der opfattede dette som et spændingsmoment, for pigerne kørte i sidste ende sejren sikkert hjem med 28-25.

 

Et stort tillykke til pigerne med den flotte kamp og de flotte medaljer.

 

Efter finalen gjorde damerne ting, som slet ikke egner sig til at blive refereret i et seriøst indlæg. Jeg vil derfor springe deres besøg i familierestauranten med det skotskklingende navn samt andre ”madvaner” over.

 

Hjemme på Hellerup station kunne vi så gøre årets tur op. Resultatmæssigt var det lige på grænsen af godkendt, men på så mange andre punkter havde det været en fantastisk tur, hvor damerne helt havde bevist, at de søde holdledere der tidligere havde hjulpet med alt, nu var helt og andeles overflødige. Holdet kunne selv klare alt med en voksen og moden tilgang. Det eneste der nu bekymre mig er, at de måske også snart overflødiggøre trænerne, for det var en fornøjelse at være i Lund med dem der engang var pigerne.

 

/Træneren