Årsberetning 2005-06
Klubben
SISU har igen i år udvidet sine aktiviteter, vi er ikke vokset så meget på medlemssiden, men har fra årsskiftet fået endnu en hal til at spille basketball i, nemlig Bakkegårdshallen. Den har vi fået tildelt tirsdag og torsdag. Det gav mange problemer at udvide midt i sæsonen, men med få personers store indsats så lykkedes det til sidst at gøre næsten alle tilfredse.
SISU er nu også med i udformningen af Gentofte Sports Park, der er under udvikling. Den skal ligge ved Gentofte stadion. Tegningerne er ikke helt færdige, men man er begyndt på enkelte af tiltagene.
SISU afholdt igen aktiv sommer og efterår med rigtig mange børn, der spillede basketball. Enkelte af dem er også begyndt at spille i SISU.
SISU har været med til at starte en elite politik op i kommunen, hvor de enkelte klubber kan fremsætte kandidater, der således kommer til at indgå i et elite program. Mogens Tygesen er blevet valgt sammen med 2 andre til at varetage udvælgelsen kandidaterne. Der bliver valgt 6 fra enkelt og 6 fra hold-idrætterne, de vil få en ganske lille økonomisk støtte samt få muligheden for at følge nogle specielle kurser og lign.
Klubben har ansat Mads Christensen som ungdomskonsulent, på ¼ tid, med midler dækket af kommunen samt SISU selv. Mads’ arbejde er primært med vores trænere og det har allerede båret frugt i form af forskellige kurser, aktiviteter og andet, der har været med til at gøre vores trænere bedre og mere engagerede.
Økonomi
Budget og regnskab vil blive gennemgået af vores kasserer. Der var budgetteret med et underskud på ca. 110.000 kr., hvilket vi næsten har overholdt. Vi har dog endnu et uafklaret beløb med en sponsor, som vi håber vi får ind i løbet af sommeren. Budgettet vil blive meget nøje gennemgået en ekstra gang i løbet af denne måned. Som bestyrelsen ser tallene lige nu så skal der en mindre kontigent forhøjelse til for at få økonomien til at hænge sammen de næste år.
Ungdommen
SISUs store ungdomsafdeling tager mere og mere tid, det skyldes ikke at arbejdet egentligt øges, men det skyldes mange forældres misforståede mening om hvordan SISU drives og hvordan deres barn skal passe ind i klubben. Der bliver brugt mange ressourcer på enkelte hold, samt på enkelte spillere. Der er dog stadigvæk rigtig mange hold der fungerer som de skal. SISU og i sær Mads Christensen og Elisabeth Carnbring har arbejdet hårdt for at få disse ting til at fungere, og så vidt jeg ved har ingen forladt klubben i vrede. Der vil blive arbejdet meget hårdt i fremtiden på at lave nogle faste retningslinjer om hvordan klubben skal drives og hvordan man som ungdomsspiller kan forvente at blive behandlet og selv skulle opføre sig i klubben.
Resultatmæssigt har det ikke været et af vores bedste år, og det er egentligt ganske urimeligt for mange klubber ville være ovenud lykkelige for at have vundet hvad SISU har gjort.
- Dr92, Lund finalen, pokalen, Gøteborg, KM og DM
- Dr93, sølv i Gøteborg.
- USD, Pokalen, KM og DM
Udover disse hold der vandt guld i det meste de kunne, havde vi 5 andre hold i Final Four.
Vores ungdomshold har deltaget i mange turneringer, så som Lund, Södertälje, Lystrup og Faxe kondi og mange flere. SISU ungdoms afdeling er stadigvæk en af landets allerbedste, men vi kan ikke hvile på laurbærrene - der skal hele tiden arbejdes på at gøre den bedre.
Senior
SISU har 5 senior hold. Vores 2. herrehold rykkede op i 2. div. i år og klarede sig utroligt godt, de blev nr. 3 med kun 3 tabte kampe. SISUs 3. og 4. herrehold, har i år valgt at holde deres placeringer hemmelige, for til næste år kunne overraske med top resultater. Vores 2. og 3. damehold har klaret sig gennem sæsonen men skiftende resultater, og endte med at placere sig som nr. 5 og 6, dog stadig med de ældre som de bedste.
SISUs sidste divisionshold, ”Gl. Hellerup” endte på en meget flot 3. plads, på et tidspunkt lå de til oprykning.
Damerne
Damerne skulle fortsætte deres flotte placeringer med pokal finaler og bronze medaljer. Holdet var næsten intakt, men var dog blevet forstærket at en ny amerikaner og Louise Gronemann. Holdet vandt da også alt hvad de rørte ved indtil jul, hvor Louise G havde valgt at tage til Skive for at studere. Savnet af hende og mange skader og sygdom gjorde at holdet ikke kunne holde pusten og tabte pokalfinalen og senere på året måtte se sig slået af Virum i nogle ganske spændende semifinaler hvor SISU lige så godt kunne have vundet. I bronze kampen var motivationen ikke den største og her tabte SISU også. Holdets træner Mogens Tygesen har valgt at stoppe på holdet efter mange år ved roret og der skal lyde en meget stor tak fra bestyrelsens side til ham for det meget store arbejde han har ydet for holdet og SISU. Mogens fortsætter dog i SISU som ungdomstræner.
Herrerne
Herrerne havde mistet 9 spillere fra sidste års sølv vindere, det der var tilbage var nogle unge spillere, der havde siddet på bænken det meste af sæsonen. Der kom ny træner til: Jesper Johansen, som skulle tage den tunge byrde op med at bringe SISUs herrer så lang som muligt.
Holdet fik tilgang af nogle danske spillere samt 2 amerikanere, men ingen regnede med at SISU ville vinde mange kampe. Det lykkedes dog holdet at kæmpe sig til mange sejre og på trods af at vi skiftede den ene amerikaner ud i midt i sæsonen, sluttede holdet på en meget flot 5. plads i grundspillet.
I slutspillet tabte holdet efter 3 meget lige kampe til Åbyhøj.
Fremtiden
Klubben
SISUs fremtid ser godt ud hvis vi ser på spiller siden. Den ser straks noget værre ud når vi begynder at se på de, der skal lede klubben. Ansættelsen af Mads Christensen har givet meget luft til et hårdt presset Ungdoms Udvalg, men det har også sat mange ting i søen der skal følges op på og passes. Der er ingen tvivl om at der skal mange flere til at drive klubben end tidligere, der er flere administrative opgaver og klubben vokser og breder sig langsomt ud. Kravet fra det offentlige, ligaerne og forældre er også vokset, samtidig er interessen for at deltage i det frivillige arbejde faldet. Bestyrelsen ser med stor alvor på dette problem og vil til næste sæson sætte meget ind på at få løst opgaven, så SISU som klub kan bestå og blive ved med at høre til de bedste i landet.
Af tiltag til næste sæson afholder SISU en skole turnering for 4. klasser i Kildeskovshallen med 8 skoler, i alt 16 hold. Der vil blive afholdt SISU spinning der meget gerne skal være med til at hente penge ind til klubben samtidig med at SISU bliver mere synlig i kommunen. SISU vil forsøge at starte et kørestolshold op i samarbejde med DHF.
Ungdommen
Med ansættelsen af Mads Christensen er der virkelig begyndt at ske noget i ungdomsafdelingen. Mads vil arbejde videre med uddannelsen af vores trænere. De påbegyndte forældremøder skal gøres bedre og det skal lykkedes for SISU at have dygtige og kompetente trænere på alle hold, samt der skal være tilknyttet en holdleder til alle hold.
Til næste sæson vil der være en mere fast holdning over for årgangs basket. Reglen vil i grundtræk være den at man spiller i den årgang hvor man hører hjemme, men med den undtagelse at man er så god at man vil være mellem de 8 bedste på holdet der er ældre end en selv. Dette vil blive afgjort af trænerne i samråd med MC. Der vil for særlige talenter være muligheden for at træne med 1 til 2 gange om ugen på det ældre hold, men kun hvis man passer sit eget holds træning. Dette skulle være med til at gøre vores talenter bedre og spare UU og MC for en masse arbejde. SISU vil forsøge at starte talent træning op fredag aften på KP.
Senior:
Vores senior hold passer for det meste sig selv. SISU vil dog forsøge at blive ved med at gøre holdene mere attraktive for de spillere der rykker op som seniorer og som ikke vælger at prøve lykken på de to 1. hold. Det skal gøres ved at forsøge at finde en træner til dame 3, og ved at fortsætte med at spille herre 3 op i rækkerne.
Damerne
Holdet er på plads med hensyn til træner og danske spillere. Thomas Folberg er kommet som ny træner, og Merete Gade fortsætter som ass. træner. Af spillere er Malene Lindholm og Louise Gronemann kommet tilbage til holdet. De fleste af sidste års spillere fortsætter, der er dog enkelte der vælger at rejse i løbet af sæsonen. Det ser dog ud til at holdet igen i år vil blande sig i toppen af dameligaen. Den amerikanske spiller som vi bringer til holdet i år bliver en guard type, der skal være med til at styre holdet på banen samt bringe bolden sikkert op til de andre.
Herrerne
Holdet ser ud til at være intakt fra sidste år. Jesper Johansen fortsætter som træner, og vi er ikke i tvivl om at hans grundige og dygtige arbejde vil sørge for endnu en god sæson for holdet. Hvad der kommer af tilgang udefra er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Vi bringer igen 2 udenlandske herrespillere over til holdet og håber at de kan være med til at bringe holdet op på sidste års standard.
Hvis vi ser som helhed på klubben så sker der mange tiltag og ændringer i klubben, som hele tiden er med til at gøre SISU til en større, bredere og bedre klub. Det hele skal dog ske i et tempo hvor alle kan følge med. Vi kan ikke vokse uden mere træningstid, flere trænere og spillere. Vi bliver ikke bedre hvis vores trænere ikke bliver dygtigere, og vi vinder ikke mesterskaber eller skaber elitespillere uden at der er dygtige spillere og hold. Til alt dette skal der først og fremmest bruges ledere og penge og begge dele er ikke det vi har mest af i SISU.
Bestyrelsen og Ungdomsudvalget vil i den kommende sæson forsøge at skaffe flere af begge dele, hvis det lykkes så ser det meget fint ud for SISU de næste mange år.
Peter Glahn
SISU

